Omskoling til motorsvævefly

Næste step for mig efter at svæveflyver certifikatet var på plads var at komme igang med at flyve motorfly.

Det er der desværre ikke mulighed for i Århus, da lokalplanen for flyvepladsen begrænser flyvning med motor. Jeg tog derfor kontakt til Mike fra Silkeborg flyveklub, som jeg kendte gennem mit radiokursus vinteren 08/09. Og fik arrangeret at jeg kunne tage omskolingen til motorsvævefly i deres klub.

Selve omskolingen er en såkaldt TMG omskoling. TMG står for Touring Motor Glider. Og skulle foregå i Silkeborgs Super Dimona. (OY-EXN)

Super dimona

TMG omskolingen består udover at man skal lære at flyve en flyver der selv kan starte, også af at man skal lære de forskellige nye instrumenter at kende. Olietemperatur, olietryk, cylinderhovedtemperatur, transponder, radio, GPS, tankmåler osv. Mange af instrumenterne giver selvfølgelig sig selv, man skal blot være lidt mere på forkant med at få dem aflæst og tolket. I en bil, kan man jo altid bare holde ind til siden hvis motoren er brændt varm. I en flyver er det lidt bedre at have forudset det og ageret derefter INDEN :) Instrumentpanelet indeholder også en del advarselslamper, som man også skal have en kendskab til. Generatordefekt, turbodefekt, motoroverophedning, manifold tryk, brændstoftryk m.fl. Altsammen ting, som man skal kunne agere udfra hvis man skulle komme i situationen.

Et andet krav til TMG elever er at man skal kunne planlægge en flyvetur. Dvs. ligge en rute ud på et kort, undersøge vejrforhold, beregne kompasretninger til at flyve efter (dvs. man skal tage højde for hvor vinden kommer fra og hvor kraftig den er, og så korrigere den direkte rute mod vinden). Der skal også undersøges om man på turen flyver ind i et kontrolleret luftrum og hvis det er tilfældet, skal man være sikker på at man har frekvenserne til radiotjenester. (Kan ses på ICOA kortet). Det er også vigtigt at undersøge NOTAM’s (notice to airmens), som kan indeholde informationer om f.eks. lukkede lufthavne osv.

Selve skolingen består af en masse flyveture, hvor man skal øve sig på at navigere udelukkende ved hjælp af sit medbragte kort. Danmark ser meget anderledes ud fra luften, så det kan være en stor udfordring at følge med på kortet. Som navigationshjælp bruges bla. byer, master, åer, søer, skovområder og togskinner. Alt imens man flyver rundt og koncentrer sig om at holde den rigtige højde, retning og følger med på kortet, skal man samtidig holde øje med instrumenterne, tale i radio med kontroltårnene og hele tiden holde øje med egnede marker, som kan bruges til at lande på hvis der skulle opstå motorproblemer. Så der er travlt i det lille cockpit :)

En af mine skolingsture gik fra Chr. Hede (Silkeborgs flyveplads) til endelave hvor man lander på en lille landingsplads som bliver vedligeholdt af manden der ejer grunden. Man betaler så x kr for at få lov til at lande på pladsen, og så kan man låne et par cykler på gården og cykle rundt på gården. Totalt Morten Korch :)


Vis stort kort

De fleste af mine ture foregik med instruktørerne Jimmy og Steffen. Jeg har netop overstået min forhåbentlig sidste tur med instruktør i cockpittet. Nu afventer jeg bare godt vejr, så jeg kan flyve min sidste skolingstur, som er en navigationstur med et ben på mindst 100 km. Jeg har været i gang med at planlægge en tur til Skrydstrup og videre til Esbjerg, men nu må vi se om vejret holder til en tur vestpå (pt. kunne det godt se ud til at turen bliver nødt til at gå østpå)

3 Comments to “Omskoling til motorsvævefly”

  1. By Pia, December 16, 2009 @ 07:09

    Cool lige at kunne følge med i dine flyveprojekter :-) Jeg kender godt flyvepladsen på Endelave. Har været på øen nogle gange og har også set en del fly lette og lande dér. Pøj pøj med resten af omskolingen!

  2. By Ole Gade, December 16, 2009 @ 08:43

    Tak for det Pia. Forhåbentlig kun en enkelt tur tilbage inden pappet er i hus :)

    Ja endelave er fuldstænding som at flyve tilbage i tiden, det er helt sikkert ikke sidste gang jeg har fløjet dertil. Har du holdt ferie derover, eller har i lige tage speedbåden over for at kigge?

  3. By Agicky-online, March 18, 2010 @ 22:46

    veldig interessant, takk

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Leave a Reply